Øjeblikket #1

Forleden så jeg filmen "Biutiful" af Alejandro González Iñárritu med Javier Bardem i den altoverskyggende hovedrolle. Iñárritu var også instruktøren bag "Love is a bitch" fra 2000 og "Babel" fra 2006, to af de film der gjorde størst indtryk på mig i årtiet.

Filmen handler om de sidste par måneder i hovedpersonens liv, hvor han, kræftsyg, forsøger at tilrettelægge tilværelsen for sine børn på skyggesiden i en barsk storby (Madrid?), så de kan klare sig (en tid) efter hans død. Jeg vil hverken kaste mig ud i en analyse eller en anmeldelse af filmen. Se den selv.

Her et par dage efter er jeg stadig påvirket af filmens stemning, specielt de menneskelige relationer, som den formidler tåreblændet smukt. Jeg har forelsket mig i hovedpersonen Uxbal, spillet med inderlighed af Bardem. Fysisk er han ikke en smuk mand, men jeg er fuldstændig indtaget i hans specielle ansigt på grund af den personlighed vi får indblik i gennem handlingen, og måske især på grund af filmens underliggende tema om vores forgængelighed og skrøbelighed og øjeblikkenes skønhed.

Inspirationen rækker ind i mit eget univers, hvor jeg er blevet mindet om at livet består af en række enestående øjeblikke og omstændigheder, med hukommelsen som bindeled og historiefortæller. Jeg er ikke ved at dø af en sygdom, men har selv oplevet voldsomme omvæltninger i tilværelsen. Aktuelt mærker jeg forandringens vind mod ansigtet ved tanken om at min søn snart flytter hjemmefra, og når jeg tænker på at det fantastiske sted jeg bor kun er mit for en tid. I det helt store perspektiv er verden i forandring på så mange måder at det gør mig svimmel og nogen gange deprimeret.

Jeg er sikker på der kommer nye billeder ud af det. Øjebliksbilleder.