At stresse eller flyde med strømmen

Jeg prøver at gøre søndag til den første dag i ugen og således aktivere den fra at være en halvsøvning rekreativ dag til en mulighed for at komme den kommende uge lidt i forkøbet. Jeg mærker den selvbevidste kommentar trænge sig på: Det lyder stressfremkaldende, manisk. Men fuck det. Eller kald det i stedet en måde at samle op på sidste uges efterladte arbejdsopgaver, alt det jeg ikke nåede, fordi jeg havde travlt med at nyde livet i stedet.

Jeg arbejder på Friis-Holms nye ikiwiki-website. Eller nye og nye - det har været undervejs siden april, hvor Jonas og jeg forærede det til Anna og Mikkel i fødselsdagsgave. Lige nu falder jeg over det problem, at når jeg laver oversigtssider, såkaldte 'inline pages', kan jeg ikke finde ud af at skabe ekstra indhold, så der er mere tekst og fx et større billede på indholdssiden. Jeg håber det bliver løst i dag ved Jonas' mellemkomst.

Jeg vil skrive regninger i dag. Og lave moms.

Og så vil jeg i karbad og nå at gå en tur, før det bliver mørkt! Og skrive på min roman. Og male.

Der skal også købes ind. Køleskabet er tomt. Desuden skal der hænges tøj til tørre. Jeg stoppede i går midt i en støvsugning, og den har jeg også til gode. Der skal afleveres film. Men så er der vel heller ikke andet end madlavningen tilbage?

Der er nok at se til, og det var den dag, men hvad med mit arbejde, hvad med den fritlægning, jeg skal se at få lavet, hvad med den plakat, jeg er i gang med, min hjemmeside, som skal være klar på fredag og de billeder, jeg skal finde frem og beskære?

Det kunne være sjovt at nå det hele! Simpelthen!

Jeg skriver for tiden på en roman om min mormor, og hun havde altid styr på alt. Hun er sådan et forbillede for mig. For mig er det imidlertid ikke naturligt, men dybt anstrengende at nå at gøre det jeg gerne vil. For hende forekom det utrolig let. Måske fordi hun regnede med dagen i morgen. Det var lige meget om hun nåede det hele den samme dag, hun tog bare fat dagen efter igen, med samme energi. Det svære ved at gøre det i mit liv er at det forekommer som om der blot er nye opgaver ventende i morgen, bjerge af ting, der skal gøres. Men det lykkes nogen gange. Det er faktisk også en kvalitet, Jonas har, og medvirkende årsag til at jeg flyttede sammen med ham. Sammen med ham var tiden en langsomt flydende flod, sådan som jeg kun havde oplevet det som barn i sommerferien. Det er sådan livet skal være. Desværre forsvandt denne fornemmelse, da vi flyttede sammen, og lader sig kun af og til indfange. Hemmeligheden bag den var jo, at jeg netop kunne slappe af fra hverdagens trivielle opgaver hos ham, fordi jeg ikke boede der. De flyttede med.

Af og til kan jeg koble mig ind i den. Fx når jeg skriver morgensider. Den kaldes også nærvær. Det er den naturlige tilstand. Den uskyldige, ubevidste tilstand. Lykke? Min mormor var et lykkeligt menneske.

Jeg prøver at koble mig ind i dette flow, ikke lade mig skræmme af ubetalte regninger og ugjort arbejde, men nyde, at det er søndag, og at verden udenfor med de krav, jeg bilder mig ind, at den stiller, nyder en fridag og venter til i morgen med at stille dem. Det giver mig arbejdsro.