Igen i Århus i går. Til 10 års jubilæum for Kassandra Productions og Svineriet. Mange Kaospiloter. Dejlige mennesker. Spændende møder. Jeg talte med adskillige om at få økonomi og betingelser for kreativitet til at gå op. Bla mødte jeg en kvinde, jeg genkendte fra Kunsthåndværkerskolen, en tekstildesigner. Hun fik det til at løbe rundt ved at søge legater og lave egne projekter. En anden snak, med Per Krull, fik mig til at sætte ord på en følelse jeg har af at være uforløst. En tredie med Signe Klejs handlede om at være i gang trods barsel, blive skør af mangel på sammenhængende tid til fordybelse. Selve festen var en fejring af to ildsjæles virke gennem ti år, og jeg tænkte at jeg ikke selv har udrettet noget særligt de sidste ti år. Selvfølgelig har jeg det, men ikke fagligt, og som nævnt føler jeg mig uforløst, og det er få af mine projekter jeg føler er fuldt udfoldet. Jeg har aldrig søgt et legat, og mine idéer til egne projekter er løbet ud i sandet.

Men jeg synes der er nyt håb. Jeg står et helt andet sted end for ti år siden. Jeg er professionel. Jeg har tid nu, som jeg ikke havde dengang. Jeg har erfaring. Jeg kender mig selv langt bedre. Jeg kender mine grænser.

Det er tid at lave mine egne projekter.

Der er et som jeg allerede har arbejdet på i flere år, og som er sat i stå, som handler om at illustrere zodiakken, dyrekredsen. Et andet cyklisk projekt, jeg har haft gang i er at lave plakater til S-nettet med fotografier af vejret og naturen - en gang om ugen. Energien er ikke død, men modgang har fået mig til at sætte dem i bero. Zodiakprojektet måske primært fordi mine spæde forsøg ikke pegede i en brugbar retning. Plakatprojektet fordi jeg stødte ind i problemer med mit kamera. Jeg tabte simpelthen pusten, og i stedet for at gå videre i adstadigt tempo, satte jeg mig ned og glemte hvor jeg var på vej hen. Og nu husker jeg hvorfor: Vores boligsituation var helt umulig, og jeg havde kun lige overskud til at komme mine kunders behov i møde.

Jeg har haft et ønske om at tegne en skrift. Men det er den slags projekt, som er til for sin egen skyld. Jeg har ingen påtrængende idé om en bestemt form. Til gengæld synes jeg det kunne være umådeligt interessant at gøre det.

Man kan naturligvis også kalde min egen hjemmesiden for mit eget projekt, og jeg forventer en større afklaring i forbindelse med udarbejdelsen af den. Forventer at kunne kommunikere bedre og få et tydeligere selvbillede af at samle mine resultater - og i øvrigt stille dem til skue og få feedback. Jeg er ved at være klar til det. Og jeg synes det er ret sjovt.

Den personlige stemme træder tydeligere frem i egne projekter, mere forløsende, måske mere tilfredsstillende. Jeg har en urgammel drøm om at leve som kunstner, og den kan jeg se en mulighed for at leve ud netop nu. Ihvertfald er mit fokus fjernet en smule fra den evige angst for fallit, og det er positivt, midt i den største personlige økonomiske krise jeg har haft.

Jeg bekender ikke bevidst alt dette. Jeg er bare sådan. Der er intet filter. Der er intet hemmeligt. Jeg er sådan. Selv til en jobsamtale kan jeg tale om mine økonomiske problemer. Det er ikke særlig taktisk. Jeg er sådan skruet sammen at jeg taler om det som ligger mig nær. Og det gør min økonomi og mit behov for anerkendelse og for selvudfoldelse. Kun et af disse behov er ægte, 'legitime' behov, nemlig behovet for selvudfoldelse. Anerkendelsen tror jeg mere handler om mit behov for selvaccept, selvrespekt, som jeg dog har, men som sagtens kan styrkes, ja, som har behov for at blive styrket på enhver måde, jeg kan komme på. Den bedste måde jeg kan komme på er at gøre mere af det, som jeg brænder for at gøre. Det vil give mig mere energi til at klare alt det andet i forbifarten.

Trods morgensider og fokus på det jeg virkelig vil, kan jeg se min tendens til at lade mig påvirke eller inspirere af min omverdens impulser. Mit fokus kan skifte efter en samtale. Det er både positivt og foruroligende. Som et frø i vinden. Mit tidligere logo. Jeg troede, det lå bag mig, men det er stadig en del af min identitet.