For mere end et halvt år siden fik jeg en bestilling på et større værk med genanvendt porcelæn som en mosaik. Porcelænet er et elsket familieklenodie, stellet Blå blomst fra Arabia, men glaseringen er desværre krakeleret, så det ikke længere kan bruges til fødevarer, og derfor har ejeren besluttet at få det omdannet til noget som kan glæde i mange år.

Idéen kom af at hun havde set mit "opvaskestykke", en dynamisk og kaotisk mosaik med smadret hvidt porcelæn, som jeg lavede på mit første kursus med mosaik i sensommeren 2019. Den passede næsten perfekt som stænkplade bag Genskabets køkkenbord, hvor den stod, indtil den kom med på en udstilling sommeren efter. Desværre holdt mosaikken ikke til transporten, og fik en revne midt på stykket pga vibrationen. Den holdt udstillingen ud, men under hjemtransporten løsnedes store dele fra pladen, og jeg valgte at destruere værket.

Belært af dette har vi valgt at lave et triptykon, og jeg har bestilt MDF-plade i mål fra Det Lille Orø-Værksted. Det er genbrug. Pladerne er præpareret med trælim.

Jeg forestillede mig først at stå med det i Genskabets værksted, men jeg havde svært ved at komme i gang. Efter flere måneders tilløb har jeg indrettet mig i drivhuset mellem møre havestole, store jagtedderkopper og halmballer til høns jeg ikke længere har. Jeg er nu i gang en halv til en hel time hver morgen, før der bliver for varmt.

Selv om min kunde fik idéen til bestillingen ud fra det kaotiske opvaskestykke, forestiller jeg mig at det vil være belastende at mindes sit familiemedlem med en daglig konfrontation med smadrede familieklenodier. Så jeg griber det lidt anderledes an.

Porcelænet er hvidt med en blå fletkant og en stor malet rose i midten af hver tallerken. Roserne er omgivet af mange små fine blade, og fletkanten er yderligere kantet af med det fineste gitterværk. Der er altså mange muligheder for at lave noget pænt og nysseligt. Men det skal det selvfølgelig helst heller ikke være.

Det er et ønske at der skal være en lysestage i midten af en af de tre plader. Tanken er at det skal hænge i stuen. Hjemmet er lille, så det kommer til at dominere indretningen.

Foreløbig lægger jeg skårene op uden at klæbe dem på. Det er som at lægge puslespil, hvor motivet ændrer sig i takt med at den ene idé leder til den næste i en kreativ leg, hvor intet er besluttet foreløbig. Blade der flimrer, kanter der bølger eller slanger sig, tynde net, der ligner spindelvæv, er nogle af de associationer, jeg får.