Hvor meget jeg end har stræbt efter et liv som tegner i kunstnerisk forstand eller ønsket en gang imellem at dyrke tegningen for fornøjelsens skyld, er tegning for mig stort set forblevet blot en færdighed jeg bruger i mit daglige arbejde, som støtter mig i at udvikle hvad jeg end er i gang med at designe.

Det er et udmærket udgangspunkt at have som tegner, men hvor dygtig og lovende en tegner jeg end er eller har været, kommer jeg ikke til at udvikle mine evner uden regelmæssigt at udfordre og træne dem. Udfordringen handler om at se på virkeligheden på nye måder, og træningen handler om at kende sin teknik. Begge dele handler om at kende mig selv som tegner, og om at udvikle en motivkreds.

At tegne er et håndværk, mens jeg opfatter kunst som kunstnerens dyrkelse og formidling af sin egen verdensopfattelse. Omsætte tanker og følelser, personlig etik og erfaring til kunstnerisk udtryk. Sådan set kan man godt modnes som kunstner uden at arbejde direkte med sin udtryksform, men ingen kunst uden kunstnerisk udtryk, og uden kunstneriske frembringelser, ingen tilfredsstillelse som kunstner.

Midt i de rationelle argumenter for at tegne glemmer jeg tit at fokusere på det som egentlig interesserer mig, nemlig tilstedeværelsen i selve oplevelsen af motivet.

En ny croquis-sæson begynder snart, og jeg glæder mig. Det er nemlig her det ofte sker at oplevelse, erfaring, tilstedeværelse, kunstnerisk fokus, energi og håndværk spontant går op i en enhed, mens jeg øver mig i at tegne. Ren fornøjelse.