Det er altid sværere at blogge når jeg ikke har gjort det et stykke tid. Der ligger en følelse af at skulle forklare fraværet, og der er langt hen til at nå til det egentlige indhold. Jeg tror de fleste andre bloggere har det på samme måde.

Sådan er det med begyndelser. Det er svært at tage sig sammen til at komme ud at løbe første gang, begynde at tage billeder, kontakte hvemsomhelst, skifte kaffe ud med urtete, tjekke kontoen, begynde at skrive en bog. En barriere, høj som lav, skal først overskrides, og derfra bliver det lettere og lettere at tage de næste skridt. Jo lavere barriere, jo lettere.

En god måde at begynde på er derfor at starte vældig blødt ud. Første løbetur må gerne bare vare et minut ud og et minut hjem i luntetrav. Det kan enhver klare, med mindre de er skadede, og så skal de jo ikke løbe. Vil du gerne fotografere, kan du begynde med at tage kameraet med dig, eller have det ved siden af dig hele tiden. Eller hvis det du ikke ved hvad du vil tage billeder af, så start med at tage billeder af ting du ser, ting du lægger mærke til, uanset om du synes om det som motiv. Et lille skridt, og så er du i gang.

Ja, du har nok en elendig kondition de første gange, ja, dine fotos er uden dybde, ja, du tegner usikkert, ja, økonomien er elendig. Der er lang vej til du når et professionelt niveau. Men du behøver vel ikke leve op til noget?

At sænke kravene til din performance og tillade dig selv at være på dit niveau, at stinke, er en god måde at gøre det lettere at komme i gang med hvadsomhelst. Slap af. Hvis du er voksen er du allerede for gammel til at blive balletdanser eller cirkusartist, men derfor kan du godt gå få stor fornøjelse af at danse. Og du kan også lære at gå på line, hvis du vil. Accepter dit eget niveau, glæd dig over dine fremskridt og sig pyt til det der ikke lykkes. Glæd dig over at en enkelt af dagens mange krus kaffe blev skiftet ud med en kop lækker lakridsrodste, så det ikke bliver et nederlag at du ikke kan undvære kaffen hele dagen. Ros dig selv for at se din økonomi i øjnene uanset om der der plus eller minus på kontoen.

Croquis-sæsonen er begyndt og jeg tager til Holbæk mandag aften for at tegne i Æglageret. Det er en måde for mig at begynde at tegne igen efter en periode med fokus på andre ting. Rejsen og ventetiden er ubekvem, men når jeg først er af sted, er det intet problem. Jeg elsker de sessioner. Jeg skal bare ud af døren. Det er det samme med løbetræningen, det svære er at komme af sted. Så jeg hjælper mig selv til det ved at gøre mig klar: Pakke grejet i god tid, indstille mig mentalt på det allerede aftenen før. Det betyder at beslutte mig for at tage af sted, med mindre jeg er syg. Så er jeg styrket til at modstå min bekvemmelighedsmodstand, hvis vejret fx er dårligt eller sofaen kalder af andre årsager.

Det opleves sværere at komme af sted til tegning igen efter en aflysning og sværere at finde lysten til at komme ud at løbe når pausen er blevet længere end fem dage. Men jeg har fundet ud af at jeg sagtens kan tage af sted uden at føle lysten til det fra begyndelsen. Jeg tager bare af sted, og så er det alligevel lige så fedt som når jeg har haft lyst fra starten, ja næsten bedre, fordi jeg har optur over at have overvundet min modstand mod det. På samme måde tjekker jeg min saldo, vejer mig, laver råkost i stedet for ostemad, rydder op og børster tænder. Jeg behøver ikke have lyst til det for at gøre det. Det er noget jeg har valgt at gøre, altså også noget jeg har lyst til at gøre - bare på et andet niveau end min umiddelbare bekvemmelighed dikterer.

Er der et eller andet du brænder efter at komme i gang med, men alligevel udsætter i det uendelige, eller måske et eller andet du ikke rigtig ved hvordan du skal gribe an, fordi du ikke kan se hele vejen, så bare begynd. Begynd småt, begynd hvor som helst. Du kan godt drømme om de store resultater, men Rom blev ikke bygget på én dag. Tag et trin ad gangen og nyd processen.

Det blev da et ok icebreaker-indlæg, og en god start på dagen, synes jeg.