Jeg beskæftiger mig jo blandt andet med webdesign. Oprindeligt fordi jeg gerne ville kunne designe mit eget website. Jeg står nu for flere andre websites og er direkte indblandet i eller giver mit besyv med på nogen af de projekter, som Jonas har gang i. Mange af dem har en eller anden form for webflade.
Tiden kalder på webdesign til smartphones, og det er lidt af en mundfuld for en som ikke selv har en og faktisk heller ikke har tænkt mig at anskaffe en foreløbig. I lang tid har jeg set det som et problem, og det har stået i vejen for at jeg kunne gå i gang med at forestille mig gode designløsninger til de websites jeg vedligeholder. Jeg ved jo ikke om det er smart at klikke på ting, om det er nemt at scrolle til siden, eller om det er mest oplagt at se alting på afstand og så zoome ind.
Jeg har set masser af websites som demonstrerer gode løsninger med responsive design, men jeg har alligevel følt mig ret blokeret.
Jonas opmuntrer mig til at tage udgangspunkt i det visuelle og kommunikative frem for den tekniske og brugeroplevelsesorienterede vinkel. Og endelig er der noget der vækker genklang. Jeg har selv gode erfaringer med at udvikle mig kunstnerisk ved at dykke legende ned i at skabe billeder en kort stund hver dag. Det er den samme leg, jeg skal overføre til min udvikling af webdesign.
Leg er mit nye kodeord, som jeg smager på gennem akvarelmaleriet oven på udfordringen ved at skulle levere en gruppe billeder til en bestemt dato. Jeg maler fx med de farver mit tøj har den pågældende dag, eller landskaber og himle. Striber, cirkler, bløde former og linier, farver der løber sammen og blander sig på papiret. Som et barn er jeg optaget af det, og glæder mig til at prøve den næste idé af, der viser sig. Jeg får nemlig hele tiden nye idéer mens jeg er i gang.
Jeg ser stadig ikke nogen lækre smartphonewebdesignløsninger for mig. Men jeg ved at de nok skal vise sig i hobetal når jeg holder op med at spekulere og går i gang med at tegne. Og det gør jeg snarest muligt.
Hvad med dig? Er du inspireret og i gang med at lave billeder eller håber du stadig at inspirationen kommer af sig selv en dag?