Nogen gange arbejder jeg afslappet og lystbetonet, og får en masse fra hånden uden egentlig at anstrenge mig. Den ene opgave inspirerer den anden, og jeg veksler dagen igennem mellem fx at male, arbejde på en illustration, spise et mellemmåltid, skrive regninger, arbejde på en brochure, gå en tur, besvare mails, træne osv.

Andre perioder trækker arbejdet i langdrag. Jeg har opgaver som skal afleveres hurtigst muligt, og selv om de er næsten færdige, går der flere dage med at jeg 'ikke kunne komme i gang'. Lige meget hvad jeg forsøger at bløde situationen op med, kan jeg end ikke få mig til at åbne dokumenterne, humøret falder, og jeg laver overspringshandlinger i en uendelighed, mens jeg venter på at 'blive klar'. Det kan være præcis de samme opgaver som skal laves.

Så længe tiden ikke betyder noget, er det næsten en leg at lave det jeg gør. Men så snart dødslinien nærmer sig, går legen i stå, og arbejdet bliver til sur pligt, som dræber al min energi og giver mig stress. Måske er jeg skadet af tidligere alvorlig stress, for jeg oplever forskellen på de to stemninger meget tydeligt, men selv om man ikke er så følsom som jeg er der en afgørende forskel på om man er procesorienteret eller produktorienteret.

Efter at jeg er blevet bevidst om hvad der sker, kan det imidlertid godt lade sig gøre at fokusere bevidst på processen, selv under tidspres. Det er svært, men forskellen er mærkbar. Jeg kan næsten mærke en fysisk forskel blot ved at sidde og veksle mellem dem som en øvelse. Bevidstheden er et stærkt værktøj!