Jeg har taget styringen. Endelig. Noget er faldet på plads i mig. En erkendelse jeg har manglet. Det er soleklart, at der ikke er nogen, der gør tingene for mig, men jeg havde nok ventet at der en dag ville dukke nogen op, som gjorde tingene lettere for mig, eller at tingene på en eller anden måde ville løse sig for mig, så det blev lettere for mig at gøre tingene.

Nogen virker som om livet er legende let, og de udfører deres arbejde med elegance. Andre kæmper sig igennem bjerge af usorteret post, overskredne deadlines og andet rod, og når ikke det, de sætter sig for. Jeg var at regne til sidstnævnte kategori indtil for nylig, og jeg havde aldrig energi nok.

Der er sket en ændring med min måde at tage ansvar på. Jeg vælger nu at tage mig af de svære opgaver, de tunge og angstprovokerende ting, selv om jeg er bange, selv om jeg egentlig ikke gider, eller tør, fordi jeg frygter nederlag.

Det er gået op for mig, at det er uendeligt meget lettere at gøre tingene efterhånden som de opstår frem for at udskyde dem. Det er nok den erkendelse, som vil give mig mest energi i 2009, i dette årti, ja, måske i mit liv. Det er fortvivlende enkelt: Aldrig udskyde opgaver, som kan gøres i dag! Det har været den største energisluger i mit liv overhovedet, og jeg har ikke set det, selv om det var åbenlyst. Jeg har søgt at optimere min energi gennem min kost, motion og frisk luft, vand, meditation og samvær med andre, læsning, håndarbejde, rengøring og oprydning, katarsisskrivning, selvbekræftelser og positiv tænkning, men simpelthen at gøre (eller påbegynde) tingene med det samme faldt mig ikke ind.

Selv om jeg nu praktiserer det, har jeg oparbejdet en stor pukkel af arbejde at tage mig af, og jeg er bagud. Derfor går min vej gennem planlægning, planlægning og atter planlægning. Jeg skriver lister og laver aftaler med mig selv og med andre, sørger for at min planlægning er realistisk, sætter tid af til at holde fri og til at lave andre ting end at arbejde og gør rent faktisk tingene til aftalt tid.

Jeg planlagde også min tid før, men nåede sjældent mine mål. Det er ikke kun en mental ændring, men en ændring i min måde at handle på, som er forskellig fra min tidligere livsstil. Det er væsentligt mere tilfredsstillende, og giver mig fornemmelsen af at det er mig der styrer.

Og først nu kan jeg - paradoksalt nok -for alvor tro på, at det jeg ikke når i dag, vil jeg nå i morgen.