Jeg kan lige så godt indrømme det: Jeg har en blokering. Den er kæmpestor. Ikke at jeg ikke får lavet noget, men det kunne være så meget mere. Jeg har så meget som gerne vil ud, men jeg holder det tilbage. Jeg er rastløs, bekymret, usikker, tvivler på mig selv og frygter uoverstigelige forhindringer. Uden så meget som at være gået i gang.

Jeg kan forberede mig, lave projektformuleringer, skitser, men jeg kommer ikke i gang med det egentlige arbejde. Det bliver ved de små forøvelser. Det er selvfølgelig ikke mejslet i sten at det skal forblive sådan, men jeg prøver, jeg gør virkelig et stort arbejde for at motivere mig selv, lokke mig selv til at komme i gang. Jeg ved jo, at jeg får det så meget bedre med mig selv, når blot jeg har fingrene i det og er i gang.

Jeg kan fint koncentrere mig. Jeg kan fint motivere mig. Jeg kan fint fokusere. Der er ikke noget andet, som er vigtigere. Det er mit liv. Men jeg tøver stadig. Jeg sidder ved computeren hele dagen, og jeg kommer bare ikke i gang med det egentlige, men finder på småting, der skal ordnes først, en vask der skal hænges op, en dej, der skal lægges, et brev der skal skrives.

Der er ingen egentlig alarm. Ingen egentligt overskredne deadlines. Men det trækker op.

Der er heller ingen egentlige problemer. Doven kan man ikke kalde mig. Viljen fejler heller ikke noget. Det er noget andet. Det er en tilbageholdenhed. En uvilje. Vilje og uvilje dyster.