Hvad det er, der er inspirerende ved Winnie Meislers billeder? De er på en gang velkendte, trækker på vestlig kultur, og er samtidig surrealistisk omvendte, absurde i deres fortællinger. Collageformen inspirerer hende, kan man se. Hun er en dygtig tegner. Hendes univers er sært. Litterært. Kringlet. Farverigt. Følsomt. Hun sammenstiller tankevækkende modsætninger og trækker paralleller mellem fjerne emner, sætter dem i (et nyt) perspektiv. Hun er grum og humoristisk på en og samme tid.

Når et nyt billedsprog skal fødes, en ny form tage sin begyndelse, er det en forfærdeligt pinefuld proces, fuld af tvivl og angst for fiasko. Men gennem denne proces dannes nye billeder, jeg ikke kunne have tænkt mig til, de befrugter hinanden, knopskyder og vokser vildt. Det eneste der skal til er tillid til processen, til mig selv, til projektet. Materialet åbenbarer sig gennem arbejdet. Det kommer næsten af sig selv, det venter på at blive til, blive synligt, få form, artikulere sig. Et skrig starter det, et fødselsskrig, et angstskrig. Derefter følger masser af gråd, masser af angst, men efterhånden indfinder trygheden sig, der opstår en masse pludren, en masse nyt, som tager næring til sig og vokser, og det bedste jeg kan gøre er at nære, beskytte og opmuntre det. Konkret stille billeder sammen, smøre farve på, følge indskydelser, gå på afstand, kopiere andre, male oven i, fjerne elementer, ændre farver, lave en tvilling, skrive et digt, tage på kunstudstilling, gøre rent, meditere, gå tur, spise et dejligt måltid, se en film, drikke champagne, læse en bog, lave et andet billede, få massage, dyrke sex, befrugte min fantasi, gå i kirke, læse avis. Og arbejde mere, mere, mere…