Jeg har opdaget meningen med livet

Krager

Jeg tænker en del over hvad meningen i det hele taget er med at tegne. I forgårs havde jeg fx en samtale med en ven og tidligere studiekammerat fra Kunsthåndværkerskolen, som også underviser. Det viser sig at hun har nøjagtig de samme problemer med at vælge og hengive sig til egne kunstneriske projekter som jeg selv. "Hvad skal jeg med det?" var hendes kreativitetsdræbertanke.

Jeg har haft en gammel bog om tegning liggende i et par år. Den er norsk og hedder "Tegning på naturlig grunnlag" (Rolf Bull-Hansen, 1953), og den handler tegning i skolernes formningsundervisning, et nu næsten helt dødt fag i det danske skolesystem. Af og til har jeg brugt et par billedeksempler fra den i min undervisning, men aldrig læst den.

En passage i bogens forord har givet mig det perspektiv på mit virke som jeg har savnet og søgt efter. Her kommer den - let omskrevet for at give mening uden for konteksten: "De praktiske fag må få sin viktige plass som et led i oppdragelsen og opplæringen, for sammen med all annen virksomhet i skolen å tjene det store og egentlige mål: Å oppdrage mennesker som ikke bare kan og vet meget, men som har fået øje på verdiene i livet, som har lært "å beundre og holde av" og vet hva kreftene skal brukes til."

Jeg har ikke før mødt så smuk en formulering af skolens store formål. (I dag ville man selvfølgelig ikke tale om opdragelse, men det falder uden for pointen her.)

Det er ikke ligefrem majoriteten af jordens befolkning som har fået øje på værdierne i livet, lært at beundre og holde af, og som ved hvad kræfterne skal bruges til.

Måske går du og tror at du er mindre værd end andre. Eller at du vil komme i vanskeligheder hvis du "viser dig". Måske kan du ikke mærke din egen styrke hvis ikke din status er højere end andres.

Meget såkaldt samarbejde bliver til konkurrence og modarbejde af den grund. Mange mennesker er deprimerede, udbrændte, bitre eller stressede. Jeg har selv været det i perioder med modgang. Mange har som eneste livsindhold at måle deres succes med andres, høre sig selv tale og komme højere op ad den sociale rangstige. Jeg mærker også selv en rem af huden.

Tænk hvor dejligt det ville være at kunne tale og udfolde vores evner frit i de sammenhænge vi indgår i. Måske ville vi da deltage mere aktivt i samfundslivet - i hinandens liv!

Hvis du føler dig forkrøblet eller bare krøllet, er det bedste du kan gøre at "tage ansvar for egen læring": Skaffe dig inspiration og mulighed for at mærke og træne dine skaberkræfter på alle de måder du kan forestille dig.

Du kan for eksempel begynde med at prøve at tegne fortællende tegninger om dit liv og dit indre. Ligesom du gjorde før du opdagede at du "ikke kunne tegne" og holdt op med det.

Eller prøv at tage fotos af dit liv, din hverdag og det der interesserer dig, og læg mærke til hvad du vælger at skildre.