Tings værdi

Efterhånden har jeg flyttet så mange gange at der er meget lidt at smide ud. Denne gang er det mest børnenes selvdøde legetøj der ryger, og de får selv lov at smide ud. Alligevel får jeg brug for at få ting opbevaret.

Ved denne flytning lægger jeg nemlig ting i depot som har været i brug mens vi har boet i bindingsværkshuset. Her er store vindueskarme med masser af plads til vaser og lysestager. Masser af skabe og bordplads i køkkenet til serverings- og kaffestel fra oldemors tid. Reoler til alle vores bøger. Det reduceres til næsten ingenting i vores nye hus.

Det er visse ting, som er svære at skilles ved. Jonas har det med sine plader og gamle DVD-film, Alvilda med Anders And-bladene, og af en eller anden grund har jeg svært ved at sige farvel til gamle croquistegninger, også de mindre vellykkede. CD'er er næsten umulige at smide ud, også selv om de er med Dr. Hook og aldrig er blevet spillet, eller indeholder billeder fra et arrangement til en årsrapport i 2002. Men selv samlinger kan der tyndes ud i.

Det er også fint at beholde en skat, selv om den må være gemt væk et års tid eller to, så længe man kan forestille sig at aktivere den igen. Det er de ting der ikke længere er vedkommende, der skal skæres fra.

Jeg har hevet det mest inspirerende ud af en stak designblade og smidt resten væk. Jeg har besluttet mig for at beholde 5 kogebøger, forære 5 til min søn, smide 5 ud og sætte 5 i depot med henblik på Alvilda eller bare et senere inspirationsgensyn. Mange noder, som jeg beholdt ved sidste gennemgang er røget ud denne gang. Sko jeg havde glemt eksisterede. Gamle bukser som jeg engang ville klippe op og sy af. Aldrig brugte duge. Småborde. Tomme sylteglas. Spil. Sy- og strikkebøger.

Der er også ting jeg ikke har rørt længe, som jeg har lyst til at tage op igen. Symaskinen. Håndvægtene. Akvarelfarverne. En skam hvis de var blevet smidt ud. På den anden side havde jeg nok fundet noget andet at lave.

Jeg har hørt at man ikke skal have mere end man til hver en tid netop har brug for.