Længere ude i skoven

Mindre end to år fra indflytning må vi aflevere nøglerne til vores udlejer og forlade det skønne hus på engen. Børnene er blevet store før tid, og jeg vil være ærlig og sige at jeg ikke har gjort nok for at få kursister. Viljen var der, men der var altid et eller andet der kom først. Nu kan jeg selvfølgelig godt se at det var en helt tosset prioritering, men ærligt talt; selv om jeg har nydt stedet her i fulde drag, har det været en større mundfuld for mig end beregnet at profilere mig for at tiltrække kunder, og det passer dårligt sammen med mit gemyt. Eller også er jeg ikke helt moden til det.

En telefonsamtale med en veninde gjorde udslaget. Hun fortalte inspireret om Slow Living-bevægelsen, da jeg ringede for at høre hendes mening om hvor mine kræfter var bedst brugt: På at starte et kollektiv her (hvilket vores udlejer ikke ville synes om) eller på at finde et nyt sted at bo. Slow living handler om at skære ned på sine leveomkostninger: Bo småt og med færre ting, forbruge mindre og sætte farten ned for at skabe overskud. Det udtrykker smukt min egen holdning.

Nu leder vi efter et nyt sted at bo, mens bøgen springer ud om ørerne på os. Der er en lille lejlighed ledig i et hus i den anden ende af skoven, som vi håber på at få. Der er også meget dejligt, men anderledes. Og det ligger blot en kilometer fra Makværket, hvor jeg har fået lov at bruge lokaler til kurser. Det ser ud til at jeg kan fortsætte et nyt sted uden (følelsen af) at starte forfra. Jeg kan endda beholde de supplerende småjobs, jeg har skaffet mig.