Jeg kender det alt for godt, det med at udskyde planer. På ALLE områder af livet.

Det som virker for mig er at tage et lille skridt ad gangen, så jeg ikke bliver forskrækket over ALT det jeg skal gøre for at være god nok, hvilket jeg først er, når jeg er PERFEKT. For at være perfekt skal jeg være i bund med vasketøjet, køkkenet skal skinne, her skal være støvsuget, græsset skal være slået, og der må ikke være ukrudt i haven. Vinduerne skal være pudsede, jeg skal holde op med at bide negle, mine børn skal af sig selv holde orden på deres værelser og hjælpe med madlavning, alle regninger skal være betalt, gælden ude af verden, jeg skal tabe 5 - 8 kilo og kunne løbe 5 km i træk. Desuden må der ikke være en finger at sætte på mit arbejde, alle opgaver skal være fuldstændig under kontrol, kunderne skal komme af sig selv, fordi mit ry løber foran mig, jeg skal opnå international anerkendelse eller ihvertfald modtage en pris, og jeg skal tjene cirka det dobbelte og bo et bedre sted, holde ferie lige som alle andre, og mit website skal opdateres.

PUHA! Og det er endda kun eksempler.

Sandheden er, at det egentlig går meget godt alt sammen. Der er issues omkring det hele, og meget kan forbedres rigtig meget. Men jeg kan altså ikke nå alt det. Græsset må bare blive lidt langt ind imellem. Noget må vente til en anden gang. Noget må jeg indse at jeg nok ikke når i dette liv.

Men intet af det ville fungere hvis ikke jeg gjorde noget. En lille smule. Tit. Bliver planerne så store, at det må vente til mandag, så er det et faresignal for mig, og jeg lægger niveauet en tand lavere, så jeg kan nå at følge med. Jeg forsøger at lade være med at bebrejde mig selv at tingene tager tid og koncentrerer mig om næste skridt, fx at skrive et blogindlæg. Jeg når hvad jeg sætter mig for, stille og roligt, en ting ad gangen.