Det er et fantastisk arbejde at lave identitetsdesign. Det at finde frem til et formsprog, der udtrykker sjælen i virksomheden, personen, bogen. Det er en opdagelsesrejse, en visionsrejse, man tager på med hinanden. Det kan være anstrengende og tage lang tid, eller det kan være en hurtig sprint, et skud fra hoften, et besøg hos sandsigersken. Uanset hvordan processen er, vil resultatet fortælle sin meget præcise beretning om det. Det synes jeg er interessant. Der findes ingen måde at bluffe på. Ingen smarte løsninger. Jo, hvis designeren er smart. Der findes velsagtens dem der ryster det ud af ærmet. Vi andre må udforske emnet, sætte os ind i betingelserne, teste, diskutere, se på detaljer og sætte tingene i perspektiv, tænke over dem og mærke efter.

Det er ikke gjort med symbolerne alene. Det personlige udtryk spiller en helt afgørende rolle. Symboler kan man argumentere for, men det personlige udtryk kan man ikke argumentere for. Der er tusindvis af valg, man tager i en designproces, og de kan alle sammen diskuteres, men summen af dem, det der er sjælen i dem, det kan ikke diskuteres, det bliver til sjælen i udtrykket. Og alle designerens opgaver sammen, fortæller, hvilken sjæl hun har. Om hun er en kræmmer eller en kunstner, om hun er klemt, om hun har overskud, om hun er indadvendt eller udadvendt. Og ved første blik har du aflæst, om I svinger.

Der findes ikke perfektion. Der findes bestræbelse, forsøg, arbejde, mod, dybde, erfaring, kærlighed, omhu, glæde, stolthed, vedholdenhed, viden, tid, dedikation. Over for det står penge, frister, konkurrence, magtspil, begær, ubalancer, stress, forventninger og ambitioner og twister processen, forstyrrer resultatet. Den der giver processen tid, kan opleve stor indsigt, og formidle stor dybde, men kan måske ikke brødføde sin familie, og kunden går konkurs, fordi materialet ikke blev færdigt i tide.

Det er vigtigt, at tingene bliver færdige. Lige så vigtige, som at resultatet bliver godt. "Det skal ikke være kunst, det skal være færdigt", siger vi. Vi har ordet professionel, der fortæller at resultatet er "godt nok". At designeren har fundet en balance mellem proces og resultat, som alle kan være tilfredse med. Så tilfredse man nu kan forvente at blive. Men det er nødvendigt at gå længere end det nogen gange, og lave ting for deres egen skyld, for skønhedens skyld, for sin stoltheds, sin tilfredsheds skyld. Give det ekstra tid. Gå en anden vej. Udfordre sig selv. Begynde forfra. Bruge en helt anden palet, bruge "umulige" typografier. Få idéer på en ny måde, forestille sig bogen som en bil eller et dyr, et landskab eller et hus. Eller forestille sig, hvordan Picasso ville have løst det, hvordan din yndlingslærer ville, hvordan man ville have gjort i en anden stilperiode.

En anden måde at give sig selv mere plads til processen er at give visse trivielle opgaver fra sig, at optimere sit workflow og sit udstyr og strukturere sin tid og sine opgaver, så der sker noget hver dag - eller næsten, så der ikke skal bruges tid på at samle op.

Det er vigtigt at opsøge inspiration, men med mindre man arbejder i stærkt modeprægede brancher, mener jeg man skal gå uden om grafiske trends. Som en del af sin samtid kan det slet ikke undgås, men jagten på de gode idéer mener jeg skal findes i naturen, gennem kunsten (som jo også er under indflydelse af strømninger i tiden), i andre kulturer og historiske epoker. Eller som nævnt ved at prøve at spille på et andet instrument, fotografere hvis man mest maler akvarel, bruge et andet program, tegne med vektorer i stedet for med pixels eller omvendt. Eller tage udgangspunkt i en anden genre, måske lave noget i et sprog der hører fx cowboyfilmgenren til. Rattlesnake Chokolate (med chili og kvægdriverkaffe). Køre femininiteten helt ud i et identitetsprogram. På skitseplan, i tanken. Som et anderledes udgangspunkt, og se hvor langt hen ad vejen, den holder.