En frugtbar dag i Århus

Det er som regel når vi er ude, at Jonas og jeg er mest kreative.

I dag har vi været en tur i Århus for at se Kristin Birkelands billeder på Café Drudenfuss, - det var i sidste øjeblik, før de bliver taget ned. Det sidste lange stykke tid har vi været så optagede, at det har været umuligt at gøre plads til en tur, men endelig kom vi af sted.

Allerede på udturen indledte Jonas en snak om hvordan jones.dk kan understøtte sine brugere bedre, og det affødte en række idéer til nye freatures og forbedringer af eksisterende services, som vi fortsatte med at forfølge det meste af formiddagen på LYNfabrikken (et inspirerende sted i Vestergade, hvor kunsthåndværkerbutik møder afslappet, trendy café for de unge og smarte - den helt rigtige setting).

Vores tanker går i retning af at skabe flere links mellem services, og fortælle mere om mulighederne, eksempelvis via blogindlæg og wikisupport, (og ikke mindst teasers drysset gavmildt rundt omkring). Også æstetisk kan der gøres meget for at forbedre brugeroplevelsen.

Til frokost mødtes vi med Per Krull om hans website. Der var god energi, og vi nåede et lille ryk på sitet sammen med ham.

Så var det tid at se Kristins udstilling. Billederne sprudlede af energi, de var malet i livsbekræftende, stærke farver.

Hjemme satte Jonas en blog op til mig med det samme, et voilá: Dette er første indlæg!