Selvudgivere springer ofte det led over som handler om at sørge for et godt boghåndværk: Gode materialer, læsevenlig sats, afstemning mellem sats og illustrationer, god billedkvalitet og en ordentlig indbinding. Der er mange valg som har stor indflydelse på kvaliteten af den færdige bog, og selvfølgelig også på omkostningerne.

Ofte handler det mest om manglende viden på området, når en billigt produceret bog får et tilfældigt omslag. Det giver bagslag i de sekunder, hvor en potentiel læser står med bogen og afgør om hun overhovedet gider at læse bagsideteksten. Derfor kan det godt betale sig at få professionel hjælp til disse valg.

Bogtrykkeren og -binderen kan rådgive et stykke af vejen, men i sidste ende laver de som hovedregel uden videre det som står på ordren og interesserer sig i grunden ikke synderligt for om det samlede indtryk er i orden. Det er værre endnu, hvis sagen skal trykkes i udlandet.

Det handler selvfølgelig ikke kun om æstetik, men også om kommunikation. Er omslaget i stand til at formidle indholdet - og til den rette målgruppe. Valget af billedinhold skal selvfølgelig være relevant, og også bogens stemme skal kunne fornemmes - der skal være sammenhæng mellem det ydre og det indre. Omslaget er en plakat, men dets funktion er også at slå tonen an.

Boghandleren skal tro på at bogen kan sælge, så en udmærket test af et omslag er at gå ind i en boghandel med det og spørge til det.

Måske er det overflødigt at nævne, men jeg kan hjælpe med bogdesign.

Om små 3 uger er der bogmesse, og jeg arbejder på inden da at få en folder og en opdatering af hjemmesiden i orden. Jeg vil gerne være bedre til at fortælle redaktører og selvudgivere at jeg eksisterer (og har været og her længe) og hvad jeg kan gøre for dem.

Bogserie med dramatiske tekster fra Forsøgsuddannelsen for Dramatikere så langt tilbage som 1996.