Nye Projekter

Bøger på hylder

I går deltog jeg i et 3 timers seminar om at skrive fagbøger og få sidegevinster ud af det.

Seminaret var vel tilrettelagt og suverænt afviklet af Rikke Moos aka "Webskribenten". Indholdet var bla.

  • Præcisere idéen og den primære målgruppe
  • Strukturere stoffet og holde gang i skriveprocessen
  • Fordele og ulemper ved at udgive selv eller på forlag
  • Markedsføre bogen - uanset udgivelsesform
  • Udvikle sideprodukter som bygger videre på bogens faglige domæne og målgruppe, fx kurser og foredrag

Hele aftenen summede min hjerne videre med at konkretisere vage idéer om bogprojekter, som jeg egentlig har haft lyst til at rykke på længe. Jeg vil prøve at beskrive de mest nærliggende herunder.

Grafisk design for designkøbere

Hvad skal design gøre godt for. Hvordan fungerer den kreative proces. Hvordan kan man selv få indflydelse på designet på den gode måde. Hvad kan man forvente og hvad ikke. Hvad er kvalitet. Hvordan kan designere deltage aktivt som sparringspartnere og medudviklere af virksomheder og produkter. Hvilke overvejelser er der bag de løsninger der bliver valgt. Og hvordan bliver man en bedre designkøber.

Beskrivelsen kan naturligvis skærpes en hel del, men er nogenlunde dækkende for det stofområde bogen skal handle om.

Grafisk design for begyndere

Jeg har lyst til at skrive en indføring til unge som fx min datter, som gerne vil snuse til grafisk design. Hun hører gerne om mine overvejelser og har kloge kommentarer til mine designvalg. Denne bog, som fx kan indeholde metoder og processer, opskrifter og opgaver, betragtninger til overvejelse og konkret viden om fx farvelære, typografi og komposition, er tænkt til hende og ligesindede.

Eller hvad med

Professionelt design med fri software

Jeg har - tilskyndet af min kæreste - gennem de sidste tre år udelukkende brugt fri software (foruden håndtegning) til at løse mine grafiske opgaver med. Det giver udfordringer men ikke nogen særlige begrænsninger.

En guide på dansk til de programmer som jeg bruger her og nu, nemlig Gimp, Inkscape og Scribus. I og for sig mest velegnet som en online guide, som kan opdateres løbende. Et materiale til grafikere og hjemmeflikkere.

Inspiration til tegning - øvelser og eksempler

Lige efter nytår udbyder jeg en serie tegnekurser for begyndere og andre mennesker. Det er derfor nærliggende at videregive de øvelser jeg bruger og udvikler i bogform eller måske som et online inspirationskatalog.

Min største modstand - nu som altid - er min tvivl, om jeg kan formidle, hvad jeg har at byde på eller undervejs må indse, at det måske ikke er så meget, når det kommer til stykket. Med en anden side af min bevidsthed er jeg imidlertid sikker på at der er mere kød på mine idéer end jeg kan overskue fra mit nuværende udgangspunkt. Der er ihvertfald ikke andet at gøre end at komme i gang.

Flere af idéerne kan bruges i websammenhænge og sættes i gang med det samme. Der kommer altså til at ske noget nyt her på sitet og bloggen i den kommende tid.

Fredag morgen har jeg booket et (gratis) halvtimes telefonmøde om idéerne og deres målgrupper. Jeg er klar, og glæder mig til at fortælle om udbyttet her.