Mit layoutprogram hedder Scribus, og jeg skal på en eller anden måde have forklaret hvad det betyder. Da ingen andre danske designere eller trykkerier tilsyneladende kender programmet, er de naturligvis dybt skeptiske omkring brugen af det. Jeg afleverer ikke åbne dokumenter. Jeg kan ikke konvertere til InDesign. Men jeg kan lave PDF'er ifølge standarderne. Af hensyn til farvestyringen skal jeg kende de farveprofiler, trykkeriet bruger.

Jeg har haft problemer i tidligere versioner af programmet, og derfor har Jonas og jeg oprettet wikisiden 'Why Scribus sucks'. Den kan selvfølgelig bidrage til mistilliden til programmet, men tjener til at holde øje med forbedringer i programmet. Den er i øvrigt ikke opdateret, det vil nok være en rigtig god idé, hvis jeg nogensinde skal gøre mig håb om at lave bøger på andre måder end ved at købe en Mac og installere InDesign på den - et træk jeg ikke umiddelbart har tænkt mig at tage.

Jeg synes det er en skam at forlag og trykkerier i den grad lader det kommercielle marked diktere standarderne - oven i købet uden at undersøge det til bunds. Nuvel, jeg må grave adskillige spadestik dybere end denne artikel for at dokumentere mine pointer, men denne ytring er dog en start i den retning.